Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Søjlerne « Thread Started on Aug 11, 2009, 7:08pm »
Thomas stod lænet op ad en søjle med halvt lukkede øjne, som en sovende hest. Det var en underlig cylinderformet, rillet betonting i ryggen, men bedre end ingenting. Hans ører var skjult af et par høretelefoner. Klokken var ikke engang så meget, men der var dødsens stille, og ikke én sål blev sat på marmorgulvet. Enten spiste alle, eller var ude i byen, eller de gik umenneskeligt tidligt ind på deres værelser. Ved siden af fyren stod en pose bøger i en gammel lærredsæk - bibliotekaren her havde været venlig. I det hele taget kunne han ikke komme på et fællestræk med Den Gotiske. Han havde sat sig på biblioteket og læst lidt, men havde tidligt givet op og undersøgt omgivelserne nærmere, næsten uden at møde andre mennesker. Var her altid så stille? På en tirsdag? Han sukkede svagt for sig selv, manglede tydeligvis selskab, og var alligevel for doven til at tage hjemad.
(Besked nummer hundrede, tillykke til dig Nanananana XD)
Josephine havde endnu engang vovet sig udenfor sin lejlighed, men denne gang var hun gået og ganske bestemt mod Druide-skolen. Hun havde modtaget et brev om, at hun kunne komme og hente sine bøger tirsdag den 11. august sidst på eftermiddagen og det var grunden til at hun besøgte skolen. Hun skulle første starte i skole i morgen og derfor skulle hun hente bøgerne i dag, så hun var klar til i morgen. Det var også det endnu hun manglede. Hun havde investeret i en old-school lædertaske, ordnet sit penalhus med de diverse ting, så intet ville komme til at mange og nu havde hun så også bøgerne. Bøgerne var samlet i en lærredsæk hun holdte ind til sit bryst, da hun travede hen over marmorgulvet mellem de mange søljer. Man kunne hører hendes hæle på mange afstand, da de på det nærmest bag genlyd i de store gange. Hun havde ikke skiftet tøj siden hun sidst var ude i dag, hvor hun havde iført sig stramme, sorte cowboybukser til en læderjakke i samme mørke farve. De samme orange stilethæle piftede det sorte sæt tøj op, samtidig med at de udstillede hendes fødder på den bedste måde og gav hende et par ekstra centimeter til at pynte på højden. Stilheden var rugende udover hendes hæle og det var grunden til at hun truer kaste sig ud i en smuk nynnen på et offentligt sted. Hendes stemme lød blød mod det høje loft og hun måtte tage sig sammen, for ikke at give sig til at synge, fordi lyden var fantastisk her.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #2 on Aug 11, 2009, 8:51pm »
(Ih gud, tark! 8D)
Da det næste nummer gled over i mol og flød ud med toner, trak Thomas høretelefonerne ned om halsen og gloede på søjlen overfor sig. At den bildte sig ind at stå der og være helt tavs, når han i den grad manglede noget at lave. Han drejede hovedet og kiggede ned på bøgerne, nogle af dem var bedre end forventet, men han gad egentlig ikke læse nu. Han havde spist for længe siden, var træt af at rulle tilfældigt rundt i byen, og... Tjah, hvis bare noget kom til ham for en gangs skyld, i stedet for at skulle jage underholdningen. Han havde været vant til tusind mennesker at snakke med, folk, der var fede at høre på og kom af sig selv, ikke nogen man skulle kalde på. Ikke lyshårede piger med blanke øjne, der stirrede på én og spurgte, om de kunne låne en blyant. I det hele taget generede skolen ham, fordi folk holdt sig for sig selv, når de først var gået ind på værelset. Og så havde han ledt efter bare ét musikinteresseret menneske uden at finde det. Da der pludselig lød skridt, kiggede han straks ned ad gangen og fandt den skyldige. Han stod i læ for andres udsyn her ved søjlen, og havde det ikke været for de mørkeblå cowboybukser og en grøn t-shirt, var han vel nok faldet i et med omgivelserne. Det gjorde man vidst nemt, alt på denne skole var prægtigt og smukt på en storslået måde. Det var fodtrin a la høje hæle, afgjorde han hurtigt, for den slags kunne man høre. Altså forhåbentligt ikke nogen lille pige fra første årgang. Han blev først ærgelig, da skikkelsen kom til syne, for den var meget lille; men ved nærmere eftersyn så han, at hun måtte være omkring hans egen alder. Hans første tanke var, at hun så forbandet godt ud - lige til at skyde ned med et kamera i det her romerske imperium. Snart nåede han også frem til, at det måtte være hendes stemme. Et muntert smil spillede over Thomas' læber, da hun ikke havde opdaget ham endnu. ,,Hey," sagde han med dyb stemme, næsten så det rungede.
Josephine blev forskrækket over stemmen, der var kommet ud af ingen ting, da hun var på nippet til at bryde ud i den sang hun indtil nu blot havde nynnet. Hun havde været så sikker på, at hun var alene her, at hun lettere snublede i de høje hæle og tabte hver en bog hun havde haft i sin favn. Nogle havde dog været så lydige, at de var blevet i lærredskækken, mens andre havde først at slippe ud. Men det vigtigste alt måtte være at hun ikke havde faldet over sine egne ben og ligget lige så lang hun var foran den fremmede unge mand, der pludselig havde talt til hende. ,,Jeg troede, at jeg var helt alene.” Lød det fra hende før hun slog ud i en venlig latter og kort efter stoppede den, fordi hun kunne mærke hvordan hendes runde kinder flammede op i synlig rød farve. Smilet blev mere genert og den eneste grund til at hun ikke slog blikket ned straks, var at hans udseende fangede hende. Han var yderst tiltalende at kigge på, han var lige frem pæn, hun ville endda gå så langt til at sige han så rigtig godt ud. De brede skulder og smalle hofter, der gav en følelsen af at han var yderst veltrænet og at han passede på hans krop. Desværre havde han taget noget uformeligt tøj på, der ødelagde hans overkrop fuldstændigt ved at dække over ting, den ikke skulle. Bukserne kunne hun godt acceptere, men hvis hun havde fået lov til at udskifte hans T-shirt havde hun været lykkelig over synet, der stod foran hende. Hun blev snart opmærksom på hvordan hun havde kigget på ham uden at ligge den mindste smule bånd på sig selv: det eneste hun havde manglet for at have ydmyget sig selv fuldstændig havde været hvis hun havde stået med åben mund og betragtet ham. Det var heldigvis sket, men hun havde alligevel slået blikket flovt ned og straks givet sig til at indsamle sine bøger. Ud af øjenkrogen skævede hun til ham af og til, men hun truer ikke at sige noget til ham før han sagt noget. Og hun kunne heller ikke komme på noget fornuftigt at sige, udover: du forskrækkede mig og det var ikke videre intelligent, for det havde han ligesom kunne se. Andet hun kunne sige var: jeg så dig selv ikke, men det havde hun næsten sagt for lidt siden og det var lige så dumt som det andet hun kunne komme på, for han kunne jo se hun blev forskrækket og det var hun nok ikke blevet hvis hun havde set ham. Flot Josephine, virkelig flot. Du er simpelthen helt fantastisk til at fører en samtale, tænkte hun frustreret, da hun lod sin tunge løbe over de smalle læber for at væde dem.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #4 on Aug 12, 2009, 6:52pm »
Der lød et hvast bump, da bøgerne ramte gulvet, hvorefter hun selv så ud til at skulle genvinde balancen. Hun havde et kært smil. ,,Hm," svarede jeg og smilede tilbage, bare med et kort fnys som for at deltage i latteren. På tæt hold så jeg bedre de blå øjne, en af de slags detaljer, man altid glemte om folk. Helt ærligt kunne jeg komme i tvivl om, hvad farve mine venners i det hele taget var, om jeg så havde kendt dem siden børnehaven. Det er ikke det, man fokuserer på, i hvert fald jeg ikke jeg. Da hun først kastede sig til gulvet (der var ikke gået mere end et par sekunder), bukkede jeg mig selv ned med et knæ i gulvet og hjalp til. Ikke at hun havde så mange bøger, men tidspunkt og dag taget i betragtning var det rimelig voldsomt. Det var skolebøger, alle sammen, og at dømme fra forsiderne havde hun elvermål og noget om dyr - ikke rigtig biologifag, men også noget, der lignede. Hun fik stortset samlet dem selv, så jeg rakte hende bare to stablede styks. ,,Du har godt nok mange bøger," sagde jeg med et kort grin og rejste mig igen.
Det tog dem ingen tid at indsamle de flygtende bøger eftersom de var to om det og det var trods alt ikke alle bøgerne, der var på bej ud af sækken. Det havde været meget værre, hvis hun havde gået med dem i hånden uden sækken, så havde hun spredt hver og en skolebog ud over marmorgulvet. Hun kunne sagtens forestille sig det, fordi hun ganske så fjollet af at være i nærheden at en pæn fyr. Hun var egentlig ganske kræsen omkring udseendet på en fyr. De havde meget de skulle leve op til, mange krav de skulle kunne opfylde både med udseendet og hans personlighed. Hun havde nok udviklet denne kræsenhed, fordi det tog hende lang tid at stole på folk. Der gik lang tid før hun ikke var genert længere, der gik lang tid før hun truer være sig selv hundrede procent, det tog lang tid før hun forstod at nogen kunne elske hende udover hendes familie. En fyr der skulle forelske sig i hende ville blive udsat for en hård kamp, det er helt sikkert. Hun blev mere klodset, mere genert og langt mere stille, når var sammen med en fyr hun syntes godt om at kigge på. Sikkert fordi det ikke forekom hver dag. Hun kunne altid finde noget, hun ikke brød sig om og det ødelagde let helhedsindtrykket af udseendet. Personligheden kunne jo sagtens være fantastisk. Og hun var langt fra så overfladisk, at hun ikke kunne se personligheden på grund af et mindre kønt ydre. Josephine rettet sig op og tog sig den frihed, at kaste endnu et blik på den smukke – dog endnu fremmede - fyr. ,,Ja, det er skolebøger til hele første år …” Hun gik i stå. Hun ville godt sige mere, men der var ikke mere interessant at sige om den sag. Det var jo det det var. Det var ikke engang interessant. Men det havde været flink af ham at kommentere det, for de var tæt på uhyggelig tunge og det ville han muligvis give hende ret. Han ville nok ikke være så meget gentelman til at bære dem for hende, men det kunne hun godt overleve. ,,Mit navn er for resten Josephine.” Hun skævede til den lærredsæk, der stod ved siden af ham og nu også ved siden af hendes lærredsæk, fordi hun ikke orkede at stå og bære på den. ,,Du har vist også lånt bøger?” Kommenterede hun interesseret med et genert smil og endnu lettere røde kinder.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #6 on Aug 12, 2009, 7:28pm »
,,Ah, klart." Jeg stak hænderne godt tilbage i lommerne, nu de ikke længere holdt om bogryggene. Min musik var gået ud, og jeg kunne ikke drømme om at oplive den nu, hvor der rent faktisk stod et levende menneske. Som sendt fra himlen! Hun virkede endda snaksalig, og så var halvdelen af tænkearbejdet jo klaret, og jeg behøvede ikke engang røre begynder-emner. Det håbede jeg i hvert fald, men man skulle vidst altid igennem de samme spørgsmål: skole, uddannelse, alder, hjemsted. Fuldstændig ligegyldigt. Hvis man kunne snakke sammen. På den anden side var det nemt at få en mening om en person, mens man opremsede ensidige facts. ,,Thomas," præsenterede jeg mig, kun overordentlig kort fordi hun tog sig af de lange sætninger. Man måtte vel give noget modspil. Til hendes spørgsmål nikkede jeg en enkelt gang: ,,Yeah, jeg har været på biblioteket. Jeg går her ikke, men på den Gotiske." Jeg gjorde et kort kast med hovedet i den retning, hvor skolen sandsynligvis lå, håbede jeg. "Bare træls at I har langt mere om botanik..." Mine øjenbryn hævedes og skabte et par fine rynker i panden. Faktisk havde de ikke bare et større og flottere bibliotek, men hjælpsomme folk bag skrankerne, venligere lærere og langt smukkere omgivelser; det hele gav rigelig grund til at vælge denne skole, hvis ikke der havde været så forbandet stille. ,,Du går her, ikke? Hvad har du for en uddannelse?" Kunne lige så godt overståes.
Thomas, gentog Josephine inde i sit hoved og overvejede om navnet passede til ham. En Thomas for hende var lyshåret, men hele grunden til det var at hendes børnehave-kæreste hed Thomas og var lyshåret. Det var egentlig sjovt som man altid knyttede hårfarve sammen med et navn – hvorfor forstod hun ikke, men sådan var det vidst for de fleste. Hun turde ikke sørge hans blik, men var mere afslappet i hans selskab end hun havde været med de sidste hun havde mødt. Khila, Carpe .. Shane. Han havde sendt hende en sms-besked, men hun havde ikke haft nogen idé om hvad hun skulle skrive tilbage til Shane, så hun havde bare gemt hans nummer og lagt telefonen fra sig (Jeg ved godt at Shane er en pige, men Josephine tror det er en dreng XD). Hun syntes egentlig syntes rimeligt om Khila. Hun havde været køn, og venlig over for hende. Khila ville hun ikke være bange for at møde igen. Men Carpe, han var vel flink. I hvert fald god at snakke kunst med, men han var meget special. På det nærmeste tosset og alligevel overhovedet ikke. Hun kunne ikke rigtig finde ud af det. Alt kørte en smule rundt for hende, men hendes koncentration vendte tilbage, da han roste hendes skole. Eller rettere gjorde hende opmærksomhed på at Druide havde mere om botanik. Hun tog det som ros og hun blev lettere stolt over det på grund af der var så få der valgte Druide-skolen, så var det rart at hører at vi godt kunne finde ud af noget. Os druidere. ,,Det er også et interessant fag. Men jeg er sikker på, at der er massere af pladser tilbage på Druide – hvis det er?” Hun sagde det langt mere alvorligt end det var ment, da hun godt vidste at han nok ikke ville flytte skole. Derfor fandt hun et smil frem, for at lette på ordene, men det forvandlede sig hurtigt til at være meget genert. Nu starter spørgsmålene, tænkte hun med et indre suk, da hun ikke syntes særlig godt om at snakke om sig selv. Hun var ikke vild med at fortælle om de kedelige facts, fordi hun altid endte med at føle det akavet at skulle sige den ene kedelige ting om sig selv efter den anden. Det var sjovt at vide om den anden, men ikke at fortælle om. Hun tog derfor en dyb indånding og ville overstå det hurtigst muligt. ,,Ja, jeg er som sagt lige startet her. På Druide. Som healer. Men jeg har valgt at flytte i egen lejlighed i en af boligblokke i nærheden i stedet for at bo på skolen, selvom jeg kun lige er fyldt 16 år.” Hun forsøgte at få det med man plejede at spørge hinanden om, før man fik i gang med den interessante samtale. Hun håbede ikke at han ville tro at hun var tosset, men tanken om at han nok gjorde, fik hende til at se genert ned.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #8 on Aug 13, 2009, 1:39pm »
(Jeg indså lige, at jeg har skiftet person =__=; Khilaindflydelser. Godmorgen, Nana.)
Thomas smilede skævt til det, hun sagde. ,,Mjah, man ved aldrig." Flytte til Druideskolen? Det havde han alligevel ingen særlig trang til. Han havde valgt den Gotiske Skole ud fra uddannelsen, og så skulle det hele arrangeres med dem, fordi han alligevel var fyldt 18; så hvis han ville blive boende, skulle han i stedet søge en videregående uddannelse, og det begyndte at blive mere rodet... Men han var taknemmelig for at være kommet ind; eller, faktisk var han bare glad for, at det var lykkedes at komme hertil. Derfor overraskede det ham, da Josephine sagde, hun boede i byen og ikke på skolen. Måske hvis hun havde boet hos sine forældre, men så var der jo ingen grund til at tage på en kostskole... Og kun lige fyldt seksten? Hun så ældre ud, eller bare mere moden. ,,Wauw," sagde han og hævede øjenbrynene let, som om han var imponeret - hvad han sådan set også var. Thomas ville sikkert, med lidt god vilje, kunne have gjort som hende og fået sit eget sted. Han havde bare ingen særlig trang til det, han nød at have mennesker omkring sig hele tiden, om de så gik i sorte kapper og sang sataniske vers som de mest yderliggående på skolen. Måske et kollektiv, men med sikkerhed ikke egen lejlighed. Desuden ville det kede ham at gøre rent hele tiden - og lave mad. ,,Jeg blev atten i vinters, men jeg bor på skolen.." indrømmede han og grinede, ,,kom her i sommerferien. Så, har du været rundt og se det hele? Købt en sofa?" Smilet blev hængende klistret til ansigtet, og han bukkede sig ubevidst lidt fremover - hun var så lille, at han følte sig som en giraf ved siden af hende. Især blandt alle søjlerne. Da hun bukkede hovedet lidt nedad, lagde Thomas pludselig mærke til ørerne; det var rigtigt nok, hun havde to spidse ører som fra et kattehoved, beklædt med fine hår. Han sagde nu ikke noget, faktisk regnede han det ikke for noget specielt. Han mente at have set andre på skolen; og nogle havde endda vinger eller knurhår. En hale kunne han alligevel ikke få øje på, så det havde hun nok ikke. Selv havde han ingen specielle træk, og det meste han kunne, havde han lært sig med alderen. Måske ville han spørge senere, men lige nu var han egentlig ligeglad med, hvad hendes udseende skyldtes; ørerne klædte nærmest hendes lille ansigt, og derudover så hun også godt ud.
Der var ikke meget at sige til hans første ord. Han virkede imponeret over at hun havde sin egen lejlighed, eller også syntes han bare at hun var for fjollet, at hun var begyndt på en kostskole uden at bo på skolen. Hun var ikke sikker på hvad der var tilfældet. Men hun kunne forstå begge dele. Det var måske åndssvagt at begynde på en kostskole uden at have et værelse på stedet, men hun havde brug for luftforandring og et nyt sted at begive sig rundt. Hun havde brug for at stå på egne ben og blive mere selvstændig. Hun havde altid været mere moden end sin alder, hvilket nok også påvirkede hendes udseende en smule. Josephine løftede blikket efter hans ord og fandt et genert smil frem. Han var åbenbart et par år ældre end hende, hvilket hun bestemt ikke havde noget imod. Hun fungerede bedre med lidt ændre fyre, for så var de ikke så barnlig. Eller rettere, det plejede at være sådan. ,,Jeg har fået mange møbler med hjemme fra, så bare rolig – jeg har en sofa.” Lød det smilende fra hende, før hun igen løftede blikket. Hun havde fået flere gamle møbler af forskellige familiemedlemmer, der stadig var pæne og brugelige. Hun havde blot betrukket dem (med hjælp fra sin mor og lillesøster) med nyt stof, så de var mere hendes stil. Hun kunne igen ikke finde på noget at spørge ham om. Hun ville godt snakke med ham, men hun var for genert til at kunne finde på noget interessant at snakke om. Det var frustrerende og gjorde hende lettere rastløst over sig selv.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #10 on Aug 14, 2009, 3:28pm »
Thomas grinede svagt, da hun lød mere beroligende end egentlig jokende. Han var blevet i tvivl om det, hvis han ikke var for godtroende af sind. ,,Det er da altid noget. Så har du tænkt dig at blive boende her i byen? Men klart, hvorfor ikke ordne den slags med det samme. Det er sikkert en fordel." Han trak let på skuldrene. Han rettede sig lidt op, da kropsstilling faldt ham i tankerne, og justerede på høretelefonerne. Sendte hende endnu et smil og tænkte, at druideskolen måske var tom af den grund: folk flyttede tidligere? Eller også tiltalte det simpelthen folk mere, i krig og landskaos, at vælge den mest dystre skole. Selvom det ud fra hans logik burde have været omvendt. ,,Så du er på vej hjem? Jeg håbede ellers at støde ind i nogen, der gad give en rundvisning eller sådan noget." Med et fjoget grin tænkte Thomas, at han egentlig ikke havde haft nogen plan, men det gjorde vel ikke noget. Man behøvede ikke lægge planer for at have det sjovt; tværtimod plejede det at være det modsatte for ham. Han havde ikke tænkt på at finde et bestemt menneske, men vente og se, hvem der kom forbi, hvis nu det førte et eller andet med sig. Til gengæld havde der været tomt her, og han var bare faldet i staver.
Re: Søjlerne « Reply #11 on Aug 15, 2009, 7:47pm »
Thomas virkede til at være utrolig udadvendt, så hun blev snart bange for at hun ville komme til at kede ham alt for meget med sine korte sætninger og generte smil. Men det var sådan hun var. Hun kunne ikke engang forsøge sig med at være morsom, for hun var ikke blevet skabt med den mindste smule humoristisk sans. Hun forstod ikke jokes og var endnu værre til at genfortælle dem. Hun havde det med at give alt for mange oplysninger og pine dem så meget ud at alt sjov blev fjernet fra joken. Og når en joke blev fortalt var hun oftest alt, alt for langsom til at forstå den – hvis hun var så heldig, at hun endte med at forstå den. Tit lykkedes dét ikke engang for hende. Det var pinligt. ,,Jeg har ingen idé om jeg har lyst til at blive ved med at bo så langt væk fra min familie. Men på den anden side skal man heller aldrig sige aldrig. Jeg synes godt om byen.” Forsøgte hun sig og overvejede om hun også skulle tilføje at hendes familie alligevel var rimelig lille og spredt for alle vinde. Hun lod vær. Han var nok ligeglad med at hører det, tænkte hun. Hans næste spørgsmål fik hendes kinder til endnu engang stråle rødt mod hendes sorte tøj og de hvide søjler der omringede dem i de store sale. Lyden var stadig helt fantastisk, men at bryde ud i sangen foran en fremmed dreng var ikke lige noget hun havde lyst til. Han ville sikkert syntes at hun sang dårligt, eller i hvert fald middelmådigt. ,,Ja, jeg var på vej hjem. I min lejlighed.” Hun holdte en pause og rettede blikket ned. ,,Jeg kender ikke skolen særlig godt, jeg ved ikke om jeg er den rettet til at vise dig rundt.” Lod det genert fra hende. Det var ikke rigtigt. Hun havde studeret kortet over skolen lige siden hun fik brevet omkring at hun var blevet optaget. Hun havde gået ned af gangene så mange gange, allerede nu, for at hun var sikker på at hun kunne finde rundt, så hun ikke ville komme for sent til at lektion, fordi hun fór vild. Det ville være for pinligt.
Joined: Jun 2009 Gender: Male Posts: 143 Location: Den Gotiske - Giftbrygger
Re: Søjlerne « Reply #12 on Aug 16, 2009, 5:05pm »
Thomas nikkede til hendes ord. Han kunne stadig ikke helt komme sig over, hvor lille hun var, og hvor køn hun var. Josephines højde virkede meget ualmindelig og syntes kun mindre af, at de stod på det åbne gangområde med umådelig højt til loftet. Alligevel gik hun op i en højere enhed, den fikse, sorte jakke, de tætsiddende bukser og nederst de højhælede sko, der gav hende syv centimeter mere. Hendes hår indrammede ansigtet og ørerne stak kun lige frem, som om de var blevet presset ned eller håret trukket hen over dem. På afstand ville hun måske ligne en lille alf af en art, men når Thomas stod overfor hende, fik han mere følelsen af, at hun ejede den rigtige størrelse, og han var en kæmpe. Hendes ansigtstræk var fine og små og svarede til kroppen, der igen passede ind i tøjet uden ekstra folder eller for meget stof; med andre ord var Josephine fuldendt. Harmonisk. ,,Jeg synes godt om byen, fortsatte hun, og Thomas gengældte smilet med øjnene i hendes, selvom han måtte se skråt nedad. Ind i mellem flakkede de blå øjne væk, og på de tidspunkter kiggede han også distræt ud over området. Hun syntes måske, at han gloede for meget, eller også var hun genert. Det bekræftede hun næsten selv, da hun mumlede den næste sætning. Han trak på skuldrene, og for hans skyld kunne hun have været her for første gang, han trængte bare til noget selskab. Han havde ikke lyst til at lade hende slippe væk mellem søjlerne og aldrig se hende igen (eller nogensomhelst anden på den dræbende tomme skole). ,,Det er okay," sagde han med en stemme, der var langt dybere end hendes, og ikke engang dyb i forhold til andre drenge. ,,Jeg kan vel følge dig til døren, eller du kan følge mig. Jeg skal alligevel tilbage og spise." For sit indre så han den Gotiske Skoles spisesal, hvor nye elever havde kastet sig over aftensmåltidet, og hvor tre madkrige var sat igang af ballademagere. De sure damer bag tag-selv-bordet og skrig og skrål, helt anderledes fra gangene her. "Kan vidst godt opgive at finde flere mennesker her. Ved du, hvor alle er henne?" spurgte han og hankede op i den hvide bærepose.
Re: Søjlerne « Reply #13 on Aug 16, 2009, 5:41pm »
Josephine slap ikke fri for hans selskab. Ikke at hun ikke brød sig om hans tilstedeværelse, på det nærmeste: tværtimod. Han havde været det bedste selskab hun havde mødt på området de sidste mange dage. Ikke fordi hun havde vældet sig i mennesker, som så mange andre sikkert gjorde, men det var jo heller ikke sådan hun havde det bedst. Hun ville helst være alene, men det var der ikke mange der forstod. De fleste troede hun var tosset, når hun indrømmede det. Men Thomas var både det mest behagelige menneske hun havde oplevet længe og langt det flotteste hun havde set de sidste mange måneder. Hans imponerende veltrænede krop virkede kun mere maskulin i de store sale og overfor hendes lille størrelse. Hvis det ikke havde været for det fuldstændig fejlagtige valg af T-shirt havde hun haft svært ved at holde på mundvandet, hvilket hun nok i sidste ende skulle være glad for. Hun nærmest overdrivende modesans var blevet skabt efter at have studeret alt for mange modeblade og udforsket alt for mange tøj- og skobutikker. Men det var det kun vidste hun kunne finde ud af. Hun vidste at hun havde forstand på mode, mens der var så mange andre ting hun var sikker på at hun på ingen måder havde styr på. Hvordan man sammensatte sit tøj, hvordan man valgte de perfekte sko til sættet – hvordan man valgte det tøj, der fremhævede ens egen krop på bedst mulig måde – det var det hun kunne. Det vidste hun. Hun havde oftest klædt sine veninder på, da hun boede hjemme. Og hele hendes nærmeste familie kom til hende, når det var vigtigt for dem at se godt ud. Hun kunne godt tænke sig at få et arbejde, hvor hun kunne få lov til at udnytte disse evner for mode. Hun var allerede begyndt at lede efter en tøjbutik, der manglede personale. Hun mente, at det var hendes drømmejob. Godt nok et job med mange mennesker, men et job hvor hun fik lov til at assistere og klæde dem på. Hendes drømmeverden havde overtaget hendes sind, men hun rev sig selv brutalt ud af den ved at møde hans blik og forsøge at svare hans ord med en sammenhængende sætning. ,,Jeg har ærlig talt ingen idé om hvor alle mennesker er henne. Jeg tror faktisk ikke, at der er særlig mange studerende på Druide og at det så er grunden til at der er så stille her.” Hun prøvede at gøre sine sætninger så spændende som muligt, uden helt at vide hvad hun skulle sige til det første. Han var tydeligvis ikke med på at skilles nu, men om han skulle følge hende hjem eller omvendt. Det vidste hun ikke. Hun ville godt hjem med sine bøger og så havde hun faktisk planlagt at hun skulle gå en tur med Benji. Måske kunne de gå hjem til hende, ligge bøger af i lejligheden og tage Benji med ud og gå – og så kunne hun følge ham tilbage til Den Gotiske. Hun havde endnu ikke set den dystre skole, men hvordan ville Thomas ikke gå hvis pigen med katte ørerne gik op med sine bøger, men kom ned med en Hellig Birma kat i sele? Han ville for alvor tro hun var tosset. Men nu måtte hun vente og se hvad der skete. Måske forlod han hende før de var noget til hendes lejlighed. Men hun havde i hvert fald kunne forstå, at han var med på at forlade de store sale. Hun begyndte derfor prøvende at bevæge sig frem ad, for at se om han fulgte med. Hendes hæle begyndte straks at give genlyd i salen og endnu engang fik hun lyst til at synge.
![[Home]](http://s1.images.proboards.com/menu/home.gif)
![[Help]](http://s1.images.proboards.com/menu/help.gif)
![[Search]](http://s1.images.proboards.com/menu/search.gif)
![[Login]](http://s1.images.proboards.com/menu/login.gif)
![[Register]](http://s1.images.proboards.com/menu/register.gif)
![[Search This Thread]](http://s1.images.proboards.com/search2.gif)
![[Reply]](http://s1.images.proboards.com/buttons/reply.gif)
![[Send Topic To Friend]](http://s1.images.proboards.com/buttons/sendtopic.gif)
![[Print]](http://s1.images.proboards.com/buttons/print.gif)
Author
![[Quote]](http://s1.images.proboards.com/buttons/quote.gif)
Logged![[image]](http://i93.photobucket.com/albums/l51/LadyLauraPlayer/thomas3.png)
![[image]](http://i93.photobucket.com/albums/l51/LadyLauraPlayer/thomas1.png)
![[msn]](http://s1.images.proboards.com/msn.gif)
